Hemmeligheden til den fantastiske smag som denne grød har, er revet citronskræl! Der skal ikke ret meget i, men det klæder grøden utroligt godt. Jeg har vinrabarber, og farven er derfor naturligt meget smuk. Hvis du har almindelige rabarber, så kan du tilsætte lidt Ribenasaft, for at få den smukke røde farve.
Hvis du vil have grøden som kold dessert, så lav den i god tid inden den skal bruges, da der går noget tid med at køle først saften, og siden grøden ned.
7,5 dl. vand
Ca. 1,2 kg. rabarber
Ca. 500 g. sukker
1-2 tsk. vanilliesukker
1. tsk citronsaft
Lidt fintrevet citronskræl
1 brev Dr. Oetker Jævningspulver til rabarbergrød (100 g.) (Se billede nederst)
....
Rens og skær rabarberne i små stykker. Kom dem i en gryde og tilsæt vandet. Lad dem koge op, og lad dem så småkoge i ca. 10 minutter.
Si rabarbersaften igennem en stof-si. Du skal bruge 1,5 liter rabarbersaft. Hvis der ikke er helt nok (det kan ske hvis rabarberne er blevet for store, gamle eller trævlede - eller det har været tørt en periode) så tilsæt vand indtil der er den rigtige mængde.
Vask gryden af og kom saften tilbage. Tilsæt sukker og vanilliesukker, indtil det smager som du kan lide. Tilsæt 1. tsk citronsaft og lidt meget fintrevet citronskræl.
Lad saften køle af.
Tag 1 liter af saften og kog den op i en gryde.
Den halve liter saft som er kold, blandes med jævningspulveret, sørg for at det er godt rørt ud og der ikke er klumper i.
Tag gryden af varmen, og tilsæt den jævnede saft, mens du pisker godt rundt. Sæt gryden tilbage på varmen og varm langsomt op til ca 80-85 grader, mens du hele tiden rører rundt.
Grøden må endelig IKKE koge, for så får du lavet rabarber-slime 😅
Grøden er færdig når den er tyknet og ikke længere er hvidlig. Hæld grøden op i en smuk skål, og drys overfladen med lidt sukker, så grøden ikke danner skind.
Jeg synes grøden smager allerbedst når den er kold, og jeg kan lide den med fløde. Andre foretrækker creme fraiche eller græsk yoghurt.
Velbekomme!
Kan du lide at bage? Så prøv de her opskrifter:
https://bjarnastova.fo/products/Uppskriftir-c165376669