Symphytum officinale
Kulsukker er en flerårig, kraftig og robust plante. Kulsukker har kraftigt løv, med store, lancetformede blade, der ligesom stænglerne er dækket af en lidt strid behåring. Udover den store bladfrodighed er blomsterne plantens store aktiv. For haveejeren er den lange blomstring fra juni til august-september med hængende blå-violette og klokkeformede blomster en pryd. Og de nektarfyldte blomster har en tiltrækning på humlebier og andre nyttige insekter.
Planterne af læge-kulsukker kan blive op mod 120 cm høje. De kraftige planter fungerer godt som et effektivt bunddække, der skaber en uigennemtrængelig barriere for rodukrudt.
Som navnet indikerer er læge-kulsukker en gammel lægeplante. Navnet kulsukker kommer af, at rodstokken er sort som kul udvendig, men skærer man den over, er snittet hvidt – hvidt som sukker. Allerede tilbage i oldtiden blev planten anvendt som sårhelingsmiddel, særligt ved knoglebrud, og den blev nærmest betragtet som et mirakelmiddel.
Planten er god til kompostering. Man kan skære den ned flere gange i vækstsæsonen og bruge bl.a. de store blade på kompostbunken, eller man kan brede dem ud, hvor jordforbedring er påkrævet. Kulsukker breder sig både ved rodskud og selvsåning (her på Færøerne ikke ret ofte ved selvsåning), så placér den et sted i haven, hvor den må få lov til at fylde lidt.
Kulsukker indeholder plantegiftstofferne pyrrolizidinalkaloider, der i store doser kan give skader på leveren, og ingen dele af planten bør derfor indtages som føde. Hvis du har forstand på urter, kan plantes bruges i salve til udvortes brug - men du skal vide hvad du laver!!
Kulsukker sås udendørs i perioden februar til maj, størst succes med spiringen opnås ved tidlig såning. Der er ikke vundet noget ved indendørs forspiring i stuevarme, tværtimod vil en kuldeperiode fremme spiring. Det er en god ide at så i potter eller lignende og derefter plante ud på blivende voksested, når planterne er 10-20 cm høje.
10-15 fræ í posanum.
Framleitt av Bjarnastovu í Leynum